Af Marius Sørensen
Efter mere end 45 år i filmbranchen – og en karriere, der strækker sig mellem alt fra uhyggelig science fiction til historiske storfilm og eksplosive krigsfilm – har Ridley Scott valgt at vende tilbage til den tidsperiode, han først beskæftigede sig med i sin debut, The Duellists (1977): Napoleonskrigene. Hvor The Duellists fokuserede på en personlig historie om to officerer i krigene, zoomer Scott med sin nyeste film ud og tager et kig på dukkeføreren bag det hele, manden selv, Napoleon Bonaparte.
Joaquin Phoenix indtager hovedrollen som Napoleon, der, efter at have sejret over briterne i den besatte havneby Toulon, får manøvreret sig selv op igennem den nye franske republiks hierarki. Efter succesfulde felttog i Egypten og Syrien kører han sig i stilling til at overtage magten i Frankrig og kåre sig selv som kejser, alt imens hans ægteskab til sin kone, Joséphine (Vanessa Kirby), støder ind i problemer som følge af Joséphines manglende evne til at føde børn.
Napoleons Europa-omspændende togter giver Scott rig mulighed for at iscenesætte nogle af de mest storslåede og hæsblæsende slag set på film i nyere tid. De franske sejre ved Toulon og Austerlitz byder på det rene guf for den del af publikum, der har en lille militærstrateg gemt i sig – og har vi ikke alle det? Det akkompagneres af en bragende lydside, der medvirker til, at kanonkuglernes sus virkelig mærkes. Det er mageløst orkestreret. Her er Scott på hjemmebane og i topform.
Dog ramler han ind i problemer, når det kommer til Napoleons privatliv og politiske karriere. Skildringen af hærførerens vej til magten lider nogle gange under kluntet dialog og forhastede scener. Tag for eksempel en scene, hvor Maximilien Robespierre (Sam Troughton), der ledede Frankrigs ’terrorregime’ efter revolutionen, bliver afsat. Han anklages for at være for brutal og sekunder efter er han dømt til døden. Årsag og effekt sættes op i én og samme scene, og det bliver svært egentligt at mærke scenens vægt og vigtighed for historien. Det er selvfølgelig en udfordring at skildre 25 år i én film, og manuskriptforfatter David Scarpa slipper ikke altid lige heldigt fra det.
Filmen mest centrale historie følger Napoleon og Joséphines ægteskab, og Phoenix og Kirby leverer filmens hjerte som hr. og fru Bonaparte; de to karakterers forhold er filmens primære drivkraft, og deres skuespil er blandt dens højdepunkter. Phoenix er enigmatisk og fascinerende som titelkarakteren, om end han næsten bliver en smule for aflukket og nægter os adgang til fuldt ud at forstå, hvem Napoleon Bonaparte var.
Til Phoenix’ ros formår han flere gange at levere gode grin som den afstumpede og lave diktator, men heri ligger også filmens største problem: Scott og Scarpa er fanget mellem at ville lave en postmoderne komedie, der tager pis på Napoleon, og en traditionel og episk storfilm i stil med Scotts tidligere film Gladiator (2000) og Kingdom of Heaven (2005). De dedikerer sig aldrig helt til én fortælling, og deres film svæver dermed i en slags narrativ limbo.
Napoleon leverer dog drøngod underholdning og et udmærket portræt af én af verdenshistoriens største personligheder. Her og der bliver filmens action en smule over the top, som da en hest rammes midt i brystet af en kanonkugle, men slagscenerne er så spektakulære, at det næsten bliver en del af filmens charme. Og selvom nogle af filmens finere pointer og nuancer går tabt i slagmarkens mudder, leverer Ridley Scott en biografoplevelse for alle pengene.
Kommentarer